Jeg er lidt bekymret. Min ældste datter har det ikke godt i skolen. Hun er nervøs. Hun er opfarende overfor sin lillesøster. Vil ikke være med til nogle af de aktiviteter, som vi ellers prøver at udføre i fællesskab – som en familie. Fx sådan noget med at tage på en udflugt sammen en lørdag eftermiddag. Måske besøge et spændende sted. Eller lave noget sjovt sammen. Hun lukker sig inde på sit værelse og lytter bare til musik. Fx så gik jeg ind til hende på hendes værelse i går eftermiddag. Hun sad bare på sin seng med en notesbog i hånden. Lavede bare nogle kruseduller og lyttede til musik. Jeg spurgte hende, om hun mon ikke bare ville tage sig sammen og rydde op på værelset – og give mig sit vasketøj, så jeg kunne få ordnet dagens tøjvask. Hun kiggede bare på mig. Svarede mig ved at nikke ja. Sagde ikke et ord. Jeg fandt hendes vasketøj i vaskemaskinen et kvarter senere. Hun havde ikke ryddet op på sit værelse, da jeg satte støvsugeren foran hendes dør. Jeg blev derfor lidt sur på hende og gik ind for at tale med hende om hendes opførsel og indesluttethed. Hun er ikke sig selv.
Skal du på efterskole?
Det tog mig ret lang tid at få hende til at åbne munden. Jeg måtte spørge, om hun havde problemer i skolen, eller om der var et eller andet galt i det her forhold med den kæreste, hun har haft i ret lang tid efterhånden. Hun fortalte mig, at hun er ked af det. Hendes kæreste har fortalt hende, at han skal rejse til næste efterår. Han skal starte på efterskole i 10.klasse til efteråret. Selv skal hun i gymnasiet. Hun er bange for at miste ham. Han har ikke selv taget beslutningen om at skulle på efterskole. Det er hans forældre, der har besluttet det. Hun ved ikke, helt hvorfor, men antager, at det har noget at gøre med, at de skal udsendes igen og ikke vil have ham med. Han er ked af det. Og hun er også ked af det.
Det rørte mig da lidt
Et eller andet sted rørte det mig meget det, hun sagde om sin angst for at miste sin kæreste. Jeg kan da godt huske, hvor ked af det, jeg selv var, da min første kæreste og jeg skulle gå forskellige veje i uddannelsessystemet. Men jeg måtte jo fortælle hende, at hun er heldig. De har mulighed for at tale sammen hver dag – via Skype. Det havde vi ikke, da jeg var i hendes alder. Jeg ved godt, at det ikke er en stor trøst, når man helst vil være sammen hele tiden. Men jeg måtte jo så forklare hende, at selvom man ikke er sammen hver dag, så betyder det jo ikke, at kærligheden ikke overlever. Måske kan adskillelse også styrke kærligheden. Hun kiggede på mig, som om jeg er vanvittig. Jeg ved godt, at det er umuligt at tænke i den bane, når man er så forelsket, som hun er. Jeg sagde ikke mere, men omfavnede hende og sagde, at hun mister ikke sin kæreste, selvom de ikke skal følges videre lige nu.
9. klasse på efterskole
Øv. Jeg har køkkentjans igen. Jeg bryder mig altså ikke om det. Det er sådan set ikke, fordi det er ulækkert. Men jeg har bare den her idé om, at alle de andre ikke kan lide den mad, vi laver. Selvom hende køkkenlederen er supersød og virkeligt, er meget dygtig, så er det en idé, jeg ikke kan lægge fra mig. Det er et problem, jeg har ’arvet’ fra min mor. Hun er konditor og har arbejdet for en meget berømt kok i København, som flere gange skældte hende ud, fordi hun ikke ramte, helt præcist hvad hans smagsløg forventede. Det har sat sig nogle spor hos hende, og hun har givet sin angst videre til mig. Og nu, hvor jeg går på en efterskole i 9. klasse, så skal jeg ofte hjælpe med i køkkenet. Det er sådan set rimeligt nok. Men det er altså en stor prøvelse for mig.
Bare slap af
Køkkenlederen siger til mig, at jeg bare skal slappe af. Alle på skolen er alligevel så sultne efter en aktiv og sjov dag, at det ikke er gourmeter, der sætter sig til bords. Bevares, maden skal være lækker og sund. Og det gør hun meget ud af at forsøge at lære os, der skal hjælpe hende den dag. Der skal jo laves mad til mere end 150 sultne mennesker. Og så skal der forberedes til næste dags måltider. Fx så skal der laves lister over indkøb, der er brug for. Fx kan det være, at der skal købes müsli, mælk og ost til morgenmaden – eller der skal bages rugbrød. Jeg kan faktisk godt lide at bage. Men det der med at håndælte dej er ikke lige mig. Når man, nu har maskiner, der kan klare det job, hvorfor så stå med hænderne i dejen og mel op til armene? Men pyt. Vi får ofte at vide, at det altid er en god kundskab at kende til, altså at kunne ælte en dej sammen.
En drama efterskole?
Lige nu står jeg og en anden fra holdet og tuder over at pille løg. Det er virkeligt en sørgelig aktivitet. Men maden bliver lækker. Lidt løg og lidt hvidløg er ligesom standard i alle retter. Og ja, det giver smag. Og mange af os, der er lidt kræsne, har lært, at man skal smage på maden, inden man afviser den. Min bedste veninde her på skolen har lige skåret sig i fingeren. Hun har stået og skåret salat i massevis. Pludselig smuttede kniven fra hende. Jeg løber hen til hende og får hende til at holde op med at hyle. Jeg tager kniven fra hende. Jeg kan se, at hun er ved at dø af grin. Køkkenlederen er allerede tilbage med brintoverilte, jod og plaster. Min veninde griner og griner. Hun har gjort det igen: Hun har narret os til at tro, at hun har skåret sig. Det er et trick, hun har lært i de her skuespilstimer, hun følger. Det er jo en drama efterskole, siger hun, ”så fortæl mig lige et sted her på skolen, hvor der er bedre muligheder for at skabe dramaer end her i køkkenet.”
